Hvad er PF, og hvorfor er det vigtigt?
Kort fortalt – 1846 til 2023
Polyteknisk Forening er en af de ældste studenterorganisationer i verden. Vi blev grundlagt i 1846 (3 år før Grundloven) med det formål at repræsentere alle studerende ved DTU over for institutionen selv og udadtil.
I PF’s lange historie har foreningen set lidt af hvert: Vi var med til at oprette bygningsingeniør-retningen på den Polytekniske Læreanstalt i 1862, i Anden Verdenskrig støttede PF op om modstandsbevægelsen – 19 polyteknikere faldt i kamp – og under studenteroprøret i 1970’erne spillede PF en stor rolle for de studerendes rettigheder ved DTU.
I dag varetager PF alle DTU-studerendes interesser – fagligt som socialt som politisk.
Er PF så et elevråd på universitetet med en fancy titel?
Nej, den betegnelse kan nok ikke favne foreningen helt bredt nok.
PF varetager de studerendes interesser. Det er blandt andet PF, der arrangerer studiestart – både rusturene for nye bachelorstuderende og Introduction Week for nye kandidatstuderende. PF arrangerer også motionsløb, koncerter, fester, LAN, brætspilsaftener, fodboldturneringer, barcrawls og meget andet. Det er også PF, der driver S-Huset, Kælderbaren og Verners Kælder til studentervenlige priser.
PF har også en hel del klubber, hvor man kan mødes om alt fra brætspil og musik, til træ- og metalarbejde, vinsmagning eller elektronik. Uanset hvad du er interesseret i, kan vi helt sikkert finde noget, der er relevant for dig.
Du er også så heldig, at du er blevet optaget på et universitet, hvor de studerende har enormt meget indflydelse på fagligheden i deres studie – og på DTU generelt. Her spiller PF en stor rolle, og der er mange muligheder for at få aktiv indflydelse på kurser og deres indhold – og campuslivet generelt.
PF har også en politisk front, der arbejder sammen med andre studenterforeninger landet over, når vi skal reagere på ændringer fra Christiansborg – ændringer, der for eksempel kan frarøve os noget af den indflydelse, der blev kæmpet så hårdt for i 1970’erne.
Hvorfor er det vigtigt i dag?
Den indflydelse, vi har fået os på vores universitet, er ikke kommet af sig selv – og vi har i dag enormt gode forudsætninger for at påvirke vores universitet i den retning, vi selv ønsker.
Studenterpolitik er ikke særligt sexet i 2020. Det er forståeligt – vi har nemlig haft rigtig gode forhold siden studenteroprøret. Men det er vigtigt, at nogen stadig engagerer sig i det – ellers kan vi risikere at miste vores indflydelse.
I PF arbejder vi tæt sammen med direktionen på DTU. Det er vigtigt, da vi derfor kan tage studerendes bekymringer direkte til toppen af universitetets ledelse.
På DTU bliver de studerende hørt.
Hvorfor blive medlem?
Som en del af PF får du altså mulighed for at få en masse indflydelse på dit studie og det sociale liv på campus. Som medlem bakker du også op om den stemme vi som studenterforening har på DTU. Desuden arbejder vi hele tiden på skabe flere fordele for PF medlemmer – lige nu er der eksempelvis rabat på billetter til vores koncerter og en lang række rabataftaler med forskellige butikker og firmaer i Lyngby, Ballerup og København.
Det mest centrale ved et medlemskab af PF er dog de oplevelser og muligheder, man kan få som aktiv i foreningen.
Du kan få erfaringer inden for ledelse, hjælpe med afvikling af store arrangementer, lære mere om politik, få arbejde i S-Huset – enten i caféen eller som bartender – og ikke mindst få et kæmpe netværk der rækker langt ud over din egen studieretning.
Hvor skal man starte?
Du kan læse endnu mere om foreningen her, og hvis du har spørgsmål er du velkommen til at skrive os en mail eller komme forbi sekretariatet ved S-Huset i Lyngby og høre nærmere.
Hvis du gerne vil være medlem og støtte PF, kan du melde dig ind her.
Er du allerede medlem, vil vi gerne sige tak for, at du støtter op om vores forening.
Hvis du er medlem og gerne vil høre nærmere om hvordan du bliver en aktiv del af foreningen, kan du tage kontakt til dit studieråd. Det er mennesker, der læser det samme som dig, der sammen med de andre studieråd i foreningen er med til at sætte den dagsorden, der er vigtigst for de studerende.
Vi håber, du bliver glad for din tid på DTU. Du er blevet optaget på et fantastisk universitet med høj faglighed, gode undervisere og en ledelse, der ikke sætter undervisning i anden række. Hvis du har spørgsmål, skal du være velkommen til at kontakte os. Hvis vi ikke kan svare, ved vi højst sandsynligt, hvem der kan!